En del af Guds plan!


Lesninger for 4. søndag i advent år A

Saint Joseph with the Infant Jesus, Guido Reni (c. 1635) (Wikipedia)

Den klassiske udlægning af evangeliet om Josefs drøm ser ud som følger:

Josef er forlovet med Maria. Forlovelse er allerede i datidens jødiske verden et retsligt grundlag, ægtespagten er underskrevet, og brudeprisen betalt. Der er altså tale om meget mere end bare en hensigtserklæring, de er i fuld gang, nu mangler der bare, at hun skal flytte ind hos ham.

Så opdager Josef at hun er gravid. Med andre ord: Hun har været ham utro. Og nu styrter hans verden i grus, det som er sket er gennemforfærdeligt, en skuffelse ud over al grænse, men Josef er en mand af høj moral. Fordi han stadig respekterer Maria, så vil han udgå ballade, og vil ikke udstille hende offentlig som en billig tøs.

Men kunne Josef virkelig få den tanke, at Maria havde været ham utro? Og hvis ja, hvilket bagtæppe af mistro ville der så ikke være hængt op bag den hellige familie? Hvordan i alverden kunne forholdet mellem de to nogensinde blive en menneskelig sund ramme, hvor Jesus kunne vokse op…?

Den samme tanke har Thomas Aquinas. Det vil være helt umuligt. Hvis Josef havde haft en mistanke om at Maria havde været ham utro, så ville det for altid være forbi mellem dem. Thomas siger i sin kommentar til Mathæus:

«Ifølge (kirkefædrene) Jeronimus og Origines havde Josef ingen mistanke om utroskab. Han kendte Marias renhed og han havde læst skrifterne om jomfruen der skal blive frugtsommelig… Men anså han sig selv for at være uværdig til at leve sammen med Maria hvis hellighed var så evident?»(kommentar til Mt. 1)

Det Josef tumler med, er altså hvordan kan dette nogensinde blive til et fælles projekt? Gud har en plan med Maria. Nu tumler han med, om han, Josef, hører til i den plan? Så kommer englen til Josef. Gabriel siger at Maria er med barn med Helligånden. Af sammenhængen er det ikke en overraskelse for Josef. Det ved han godt.Og hvis ikke, så ville han nu have en virkelig suveræn grund til at gå i panik. Et barn undfanget ed helligånden. Men han ved godt, hvordan det hænger sammen med barnet, og derfor bebrejder Gabriel heller ikke Josef at han fejlagtigt har troet at Maria var ham utro. Det er der ingen grund til, for det tror han jo ikke… ligesom han heller ikke siger: HVAD FOR NOGET? da Gabriel siger at Marias barn er undfanget ved helligånd.
Nej, både Gabriel, Josef og Maria ved, hvad der er under udvikling, men Josef ved ikke om han hører hjemme i det projekt. Det fortæller englen ham nu at han gør. Josef, Davids søn, siger englen. Du skal tage Maria til dig, og lyse barnet i «kuld» som den, der er af Davids hus… Messias…

Sådan tror jeg vi skal forstå evangeliet – og nu bliver det så også helt anderledes relevant for os, der fejrer 4. adventssøndag:
Som Josef kan vi stille spørgsmålet: hører jeg til i Guds plan – er jeg tilskuer til det som vi nu snart fejrer, eller er bliver jeg draget med ind? Er jeg tænkt med ind i Guds plan, er den hellighed, som lyser fra stalden også et livsrum og livslys for mig? Må jeg komme med ind?
Og ja, det må du, og det vil Gud med dig…

4. adventssøndag: der kun lille tid tilbage: men tid nok til at bede med Josef – de to bønner fra fadervor, som han kunne have bedt i denne tid: «komme dit rige, ske din vilje»…
Så altså, kære menighed, en adventsopgave til jer: hver dag fra nu og til jul, morgen og aften, og mens gåsen steger og pakkerne pakkes og træet tændes: bed: komme dit rige, ske din vilje…

Jesper Fich OP, Fredriksberg

Jesper Fich OP,
Fredriksberg

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *