Påskenat 2014

Kirkeby_DSBplakat (1)Menigheden på Frederiksberg får hvert år til påske et andagtsbillede i anledning af påskekommunionen. På bagsiden af billedet står der:

Øverst i billedet – der gengiver den pulserende verden, med trafik og kommunikation (udtrykt ved et fragment af en bro), ses øverst korsets møde med jorden, der holdes fast med kiler, men ellers ikke ses. Ligesom på langfredag, er den korsfæstede indhyllet i mørke.

Skønt den korsfæstede ikke er synlig, udgår al mening fra ham, og hans kors – og opstandelse – får klipperne (og hele den kendte verden) til at revne (de rødbrune streger). Når vi bekender os til den Gud vi ikke ser, træder vi ind i den lysende sky, i hvilken Gud siger: dette er min søn, den elskede: ”Hør ham!” 

«Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud» (1. kor. 13.12)

Påskekommunion 2014, Skt. Mariæ Kirke, Frederiksberg

”Stat crux, dum volvitur orbis.” Sådan lyder cartheusernes valgsprog: ”Korset står, mens jorden rystes…” og dermed griber de med deres valgsprog tilbage til Mathæusevangeliet, hvor både Jesu død og opstandelse ledsages af jordskælv. Korset, der bankes ned i jorden og den opstandne, der sprænger dødens bånd, udløser en reaktion af voldsomme dimensioner. Kristi død og opstandelse lader i sandhed ikke jorden urørt tilbage – det bekender evangelisten Mathæus, der tillægger Kristi død og opstandelse kosmiske dimensioner.

Alt kendt revner, alt, hvad der synes at stå fast, rystes, virkeligheden er ikke mere hvad den var engang, den skælver i mødet med det virkeligt virkelige: det transcendente, det som overgår og overbyder livets skæve gang fra vugge til grav.

Sådan tegner Mathæusevangeliet Kristi død og opstandelse med gevaldige følger for alt det, som er kendt. Det må ganske enkelt nyfortælles, om igen, en ny virkelighed er født i lyset af påsken…

Det budskab som Mathæusevangeliet har, det viser Per Kirkebys DSB-plakat fra 1995. Ja, jeg ved ikke, om der er mange, der har set hvad plakaten viste, da de gik forbi på deres vej mod S-toget en tidlig morgen eller en sen eftermiddag. Formodentlig var der ikke mange, der kunne tolke billedet. Men det er ikke desto mindre, hvad der var at se, hvis de havde set ordentlig efter: korsets fod, – mere skal der ikke til – mødet med korsets fod får jorden til at revne som en æggeskal.

I grunden også med en humoristisk adresse, som jeg ikke ved om der er belæg for, men når man tænker på, hvor meget realitet, virkelighed, der er i DSBs tidstabeller, så kan man kun sige: ja, alt det mennesker planlægger, er virkelig underlagt usikkerhed. Vi bygger en verden, og vi forestiller os at vi indretter virkeligheden, men jordskælvet indhenter os dog alligevel før eller siden. ”Stat crux dum volvitur orbis.” Der er intet sikkert i denne verden ud over korset. Det er stabilt, det er til at tro på, enhver der tager sin tilflugt til det bliver frelst.

Et sølle tilbud? Et sølle tilbud til mennesker i en verden, der hele tiden lever på kanten af sin egen undergang? Og et tilbud, som vi i denne verden knap nok lægger mærke til, lige så let at overse, som menneskene i morgenmylderet på vej til at nå et S-tog, der måske, måske ikke, kommer til tiden? Et budskab, der fortoner sig op mod en plakatvæg? Er det det kristne håbs kilde, mit livs håb, er det kors virkelig kristendommens bedste bud, når den påstår, at den sekulære  virkelighed ikke er det virkeligt virkelige?

Ja, det tror vi, og det tør vi også godt hævde. Det er rigtignok sådan, at den som holder sig til korset, som grundlaget for al mening, det menneske har altid set ud, som om det står med en tabersag.

Og tilmed: hvem ser korset? Er det ikke blevet usynligt i vores tid? Så let at overse, forbigå, være ligeglad med.

Tja, bestemt, sådan er det – men det er ikke noget nyt. Da Jesus døde på korset var der mørke over jorden fra den sjette til den niende time. Der var – som på plakaten – kun lidt at se, menneskets udsyn var reduceret, måske til kun at se foden på korset.

Mange troende i vor tid, har den oplevelse. De ser ikke længere hele scenariet, de har ikke længere en 1:1 tro, men de som holder ud, de bevæger sig ind i skyen, den mystiske sky, hvor man intet ser, og dog ser klart. De ser, at denne jord, den er VIRKELIG mærket, den revner, der er ingen anden mening, end den som strømmer fra den korsfæstedes kærlighed. Det er virkeligt virkelige, det der nu i aften siges til bange sjæle og siges med påskens tyngde: ”Stat crux dum volvitur obis.”  Korset står, men jorden rystes.

Du ser måske kun så lidt, men du ser virkningerne af korsets møde med verden… og du ser korsets fod…

Så: tillykke da! med påskens tro, den skrøbelige, den mystiske, den ubegribelige, som dog har grebet jer, og åbnet sluserne for påskens mening…

Glædelig påske!

Jesper Fich OP, Fredriksberg

Jesper Fich OP,
Fredriksberg

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *