Tilbedelsen i bønnen

30. søndag i det almindelige kirkeår (år C) Luk. 18.9ff

Et menneske kan nå derhen, hvor han i angst kan finde på at spørge sig selv, om det overhovedet nytter noget at be. Findes altså det sted, som Gud ikke kan nå – det ”afsides” sted?

"Fariseeren og tolleren" av Gustave DoréTolderen i templet – han ber. Men hvorfor gør han egentlig det? Godt spørgsmål. Måske var tolderen selv i tvivl. Er der overhovedet nogen mening i at be, når man nu er sådan én som ham. Hvis tolderen var i tvivl, – det var farisæeren ikke. I hans øjne havde tolderen ikke noget at komme til Gud efter. Men glem alt om farisæeren, og hvad han tænkte og ikke tænkte. I stedet lad os se på, hvordan ser det ud inde i tolderen. Ham kan vi nemlig lære meget af.

Jesus beskriver hvordan ”han stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen.” Det skærer i hjertet. Når Jesus fortæller sådan om ham, berøres jeg dybt. Jeg ser for mig et menneske i stor åndelig nød. Jeg går ud fra at det må skære  alle i hjertet, der bare én gang kan huske. hvordan det er bede midt i fortvivlelse. En fortvivlelse der er så dyb, at tvivlen melder sig: om der er findes et grusomt, helvedagtigt sted, hvor selv Gud ikke kan nå, og hvor han ikke mere hører.

…Han stod afsides, langt fra mennesker – langt fra Gud.

Troede han. Nu hører vi ham be: ”Gud være mig synder nådig!” Og vi ved, at Gud hørte hans bøn. Han, der stod lavest, nåede det højeste et menneske kan nå – han blev bønhørt.

Og bønhørelsen gik på, at Gud var ham nær. Dette er enestående: Han, der ikke kunne få sig selv til at løfte sin øjne, formede ord til en bøn, der retfærdiggjorde, og som danner model for os alle. For han sagde: Gud – i mit indre og ydre kaos – står det knivskarp, at jeg behøver dig. Ikke bare sådan lidt, men helt, helt og aldeles, og det er ikke noget, jeg siger fordi det lyder fint eller fromt. Det er skinbarlige sandhed. Og sådan blev tolderen retfærdiggjort, fordi gav han Gud ære. Uden at han selv forstod det, tilbad han Gud, uden hvem vi ingenting magter. Tolder, farisæer eller bare mig…

Thomas Aquinas siger, at der i sådan nogle bønner, som den tolderen ber, er tilbedelse. Det er en meget præcist set: Det højeste et menneske kan nå er erkendelsen af Guds afgørende nødvendighed. Når vi erkender det, og siger det til Gud, så tilbeder vi ham. Ikke for ingenting er fader vor fyldt med bøn til Gud om alle vore behov. Mennesket behøver – Mennesket behøver Gud.

Måtte vi aldrig glemme, hvad Jesus fortæller med lignelsen om tolderen i templet: at Gud var virksom i tolderens fortvivlelse. Selv i fortvivlelsen. Mens hans stod ”afsides”. I hans fortvivlelse var Gud altså virksom! Måtte alle fortvivlede dog bare magte at indse det, så var de hjulpet effektivt videre. Et menneske kan nå derhen, hvor han i angst kan finde på at spørge sig selv, om det overhovedet nytter noget at be? Findes altså det sted, som Gud ikke kan nå – det ”afsides” sted? Nej, det må vi altså ikke tro, for med salmistens ord: ””Siger jeg: mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørkt for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset (ps 139.12)

Jesper Fich op

Jesper Fich OP, Fredriksberg

Jesper Fich OP,
Fredriksberg

Ved indledningen af Fader vor:

”Var tolderens bøn altså perfekt? Ikke helt – der manglede ét vigtigt ord: FAR!

Ordet som Jesus giver os ret til at bruge: det ord, som indleder al bøn, og som fra begyndelsen vil sige, at alt hvad jeg nu siger  er sagt i tillid.”

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *